Vilde ris i vinaigrette med kålbuketter og hindbær
Mættende og meget lækker salat. Hindbærene giver en fin kontrast og er som små dejlige overraskelsesbomber i salaten. Sorte ris indeholder et højt niveau af B-vitaminer og er rige på antioxidanter og mineraler. De er samtidig fyldt med mættende og sunde kostfibre. Når du koger ris kan du med fordel koge til flere dage og lave en anden salat med ris i dagene efter. Disse ris er meget aromatiske, så brug endelig resterne for de er meget lækre. Du kan også komme dem i sramblet æg om morgenen (1 dl. ris, 2 æg og en sjat mælk), det smager også rigtig dejligt.
Det skal du bruge:
Det blev til en ret stor portion. Der er nok til 6-7 personer til et helt måltid. Der vil for nogle også være plads til lidt kød. Vi fik stegte rødspættefileter og det passer salaten fint til.
Salat,
100 g. blandede salater
150 g. sorte vilde ris
3 dl. vand
1 broccoli i små buketter (evt. kun et halv af hver af kålene, hvis du vil have en mindre portion)
1 blomkål i små buketter
5 forårsløg i tynde ringe
150 gedefetaost i små tern (eller almindelig feta)
150 g. hele hindbær
1 dl. solsikke
Vinaigrette-dressing,
2 tsk. dijonsennep
1 stor eller 2 små fed hvidløg, presset
2 tsk. æblecidereddike
1/2 dl. olivenolie
1 spsk. honning
1/2 tsk. salt
Peber
Sådan gør du:
Start med at koge risene. De skal have 50 min. (tjek anvisningen på pakningen). Rist solsikkekerner på tør hed pande og lad dem afkøle. Hæld kogende vand over kålbuketterne og lad dem står i 10 min., hæld vandet fra og lad dem afkøle. Bland dressingen. Når risene er færdigkogte hældes vandet fra og dressingen hældes over, så risene suger smag fra dressingen. Skyl salaten og slyng den i salatslynge eller dup den tør med viskestykke.
Når alt er afkølet blandes salaten sammen. Vi bruger helst en stor bred skål, så man rigtigt kan se den flotte salat. Gem hindbærrene og hovedparten af solsikkefrøene til sidst, hvor de bruges til pynt. Hindbærrene bliver ødelagte, hvis de blandes ned i salaten og det vil være synd.
Enjoy