Saftige krydrede rødbededeller

oktober 10, 2018 Slået fra Af Bønnebanden

Jeg har længe haft lyst til at prøve at komponere en opskrift på rødbededeller. Men noget holdt mig tilbage…. Jeg har nok dybest set tænkt, at det lød lidt for sundt til at være lækkert. Men det skulle alligevel afprøves.

Jeg kunne ikke tage mere fejl. De her deller smager simpelthen så skønt. Der skulle lige prøve til et par gange inden konsistens og smag var der, men nu er smagen helt i top.

Af portionen bliver der præcis en pandefuld, hvilket svarer til 14-15 stykker i almindelig frikadelle størrelse.

Som tilbehør kan du spise lige hvad du har lyst til :-). Vi fik pandestegt bønnemix med drys af nødder og kerner.

Det skal du bruge:

500 g. rødbeder, skrællede

200 g. gulerødder, skrællede

2 håndfulde persille

2 håndfulde timian

3 fed hvidløg

2 dl. fuldkonshvedemel

2 æg

150 g. gede fetaost, skåret i mindre stykker

1/2 tsk. cayennepeber

2 tsk. salt

friskkværnet peber

Smør til stegning

 

Sådan gør du:

Start med at rive rødbeder og gulerødder groft. Det gøres nemmest i en foodprocesser. Persille, timian og hvidløg hakkes groft, nemmest i minihakker.  Alt  blandes sammen til en jævn fars.

Farsen formes som almindelige frikadeller med en spiseske og steges i rigeligt smør ved god varme, så de får lidt stegeskorpe. Steges ca. 10 minutter på hver side, Skru evt. ned for varmen så de ikke bliver for mørke og skru op igen, når de vendes.

Enjoy