Den bedste Chili Con Carne
Vi elsker Chili Con Carne hjemme hos os og har prøvet adskillige variationer i tidens løb. Det her er bare den bedste, synes vi. Masser af smagsgivende grøntsager, lækre krydderier og godt med kakao og honning, giver den perfekte balance mellem det stærke, og det lidt mere søde og aromatiske. Creme fraiche på toppen er et must til at mildne det stærke fra chilien og de andre krydderier. Hvis du laver dobbeltportion, så kan du glæde dig ekstra meget til næste dag, for den er endnu bedre dagen efter, når smagen rigtig har sat sig.
Der er nok til 4-5 personer i denne portion. Vi laver dog næsten altid dobbeltportion og så varierer vi det på anden dagen ved at komme det i mexicanske pandekager, ruller dem sammen og lægger det i ovnfast fad og drysser med revet ost ( 20 min. i ovnen ved 200 grader) og lidt grønt salat til.
Det skal du bruge:
1 spsk. olivenolie
500 g. hakket oksekød
1 kanelstang
3 laurbærblade
3 stjerneanis
1 spsk.stødt koriander
1 spsk. spidskommen
1 spsk. tørret oregano
1 tsk. cayennepeber
Salt og peber
2 stilke bladselleri i tynde skiver
1 porre i skiver
3 fed hvidløg, pressede
1 dåse hakkede tomater
2 spsk. konc. tomatpure
2 dl. vand
300 g. kidneybønner, udblødte og kogte
2 spsk. kakao
3 spsk. Honning
Evt. Chilipasta ( sambal oelek)
Tilbehør,
Der er mange muligheder for tilbehør. Vi kan bedst lide et stykke groft brød og en god klat cremefraiche til.
Sådan gør du:
Svits kødet i olien ind til det er brunt, tilsæt grønsagerne og svits dem med et par minutter, tilsæt alle krydderier og svits dem med et lille minuts tid. Kom resten af ingredienserne i (undtagen bønner, kakao og honning) og lad det simre i 20 minutter under låg. Kom til sidst bønner, kakao og honning i retten og lad det simre yderlig 10 min. Smag til med salt og peber. Husk at fiske laurbærblade, kanelstang og stjerneanis op af gryden inden det serveres.
Hvis du kan lide den stærkere, så kom lidt chiliepasta i.
Servering:
Serveres i dyb tallerken med en klat cremefraiche oven på og brød. Den her ret kræver næsten en kold øl til 😉
Enjoy