Chiagrød med kokosmælk
Nu starter hverdagen snart igen for os efter en dejlig ferie i det skønne danske sommerland.
Chiagrød er skønt at have i køleskabet, når morgenmaden skal klares lidt hurtigt. Lav meget gerne grøden om aftenen, den er hurtigt lavet.
Jeg bruger kefir, fordi jeg synes at den syrnende friske smag og lette konsistens går rigtig godt med kokosmælken.
Du får 5-6 portioner af opskriften .
Det skal du bruge:
1 dåse kokosmælk (4 dl.)
4 dl. kefir
1,5 dl. chiafrø
Evt. lidt sødemiddel, f.eks. stevia eller honning.
Andet:
Topping i form af frisk frugt eller bær, müsli, bærkompot eller optøede frosne bær, hakkede nødder elle mandler. Jeg har kommet ribskompot og friske jordbær på vores her til morgen. Hvis du har rabarber i haven, så prøv at lave lidt rabarberkompot og kom på sammen med smørristede hasselnødder, det er vores favorit. Den syrlige rabarber er eminent med den lidt fede kokosmælk, det er KLASSE morgenmad og er også god til brunchen med gode venner eller familie .
Sådan gør du:
Bland alting sammen. Hvis du bruger uhomogeniseret kokosmælk, så skal du piske lidt med et piskeris for at få det homogent. Lad grøden stå og tykne i 10-15 min og hæld den derefter på glas og stil i køleskabet til næste morgen.
ENJOY